Det at rejse med en mand lærte mig om gadechikane

Det at rejse med en mand lærte mig om gadechikane

Jeg sad på trapperne i vores Airbnb-studie og snørede mine sneakers til min første løbetur, siden jeg forlod London for fire måneder siden. Da jeg bandt sløjfen, tænkte jeg fraværende: "Jeg håber ikke, jeg bliver generet."

Og så gik det op for mig: Jeg var ikke blevet chikaneret i fire måneder, og den eneste grund til, at tanken var faldet mig op, var, at jeg automatisk forbandt løb med gadechikane.

Min første forklaring på den fire måneder lange udsættelse var "Mænd er anderledes her" - og måske er de det, men der er en anden faktor, der måske giver en bedre forklaring: Hver gang jeg var offentligt, var jeg sammen med Peter. Fra vandreture, cykling og dykning til afslapning på stranden var Peter ved min side og ubevidst gav mig "beskyttelse", som jeg normalt ikke har.

Tro mig, det gør feministen i mig vrede at sige dette ("Jeg har en mand til at beskytte mig"), men forskellen var overraskende tydelig. Uden at tilbringe tid alene i Stillehavet kan jeg selvfølgelig ikke sige med sikkerhed, om stilheden skyldes Peter eller bare en mere høflig kultur, men jeg kan sige én ting med sikkerhed: det er fandme fantastisk.

Jeg lagde mærke til, at mit liv i London på en eller anden måde var sværere. Jeg følte mig diset, mens jeg gik på gaden, mere vågen, mere rastløs. Det var ikke frygt eller paranoia som sådan; mere en kappe af forsigtighed.

Det siges, at mænd er mere sårbare over for fysiske overgreb på gaden, og jeg er sikker på, at statistikken ikke lyver, men hvad statistikkerne ikke viser, er den psykiske belastning, som de fleste kvinder bærer i deres dagligdag.

Nogle gange er chikanen ikke så slem, og jeg kan joke med det:

To mænd råbte bare af mig fra hver sin side af gaden. Til sidst så det ud til, at de skulle slå hinanden. Jeg ville ønske, jeg kunne have kodet det. – Kia Abdullah (@KiaAbdullah) 17. september 2012

Nogle gange er det tilsyneladende harmløst, men stadig irriterende:

Mænd, bare fordi det tilsyneladende er lige så harmløst som "pænt", og du siger det stille og roligt, betyder det ikke, at det ikke er chikane. — Kia Abdullah (@KiaAbdullah) 3. august 2014

Og nogle gange er det helt ulækkert, noget mange mænd aldrig har oplevet. Tidligere i år skrev Laura Bates (grundlægger af Everyday Sexism) en artikel i Guardian. I den beskriver hun et kludetæppe af chikane som en "uge med små nålestik."

Da Peter læste det, kommenterede han mildt: "Wow, hun er uheldig." Efter at have læst første afsnit fik han sikkert den reaktion, som mange andre mænd - intelligente, verdslige, godmodige, herremænd - også fik. Jeg forklarede hende, at nej, hun var ikke uheldig.

Sådan er det. Jeg har fortalt ham nogle af mine mere skræmmende oplevelser gennem årene (hvoraf de fleste blegner i forhold til andre kvinders oplevelser).

Der var den 20-årige fyr, som fulgte mig til skole på sin cykel og blev ved med at true med at rive mit undertøj af. Jeg var 14 år gammel. Der var den midaldrende mand, der bad mig om at se på hans varevogn, mens han bankede på en andens dør for at bede om toilettet – og så gik ind i et hjørne og begyndte at onanere. (To måneder senere henvendte den samme mand sig til mig på gaden med samme anmodning. Jeg gik så hurtigt som muligt).

Der var en fyr, der fulgte efter mig ud af metrostationen kl. 23 og forsøgte at stoppe mig, da jeg skyndte mig efter en taxa. Der var gruppen af ​​teenagere, der havde en megafon i deres bil - en megafon - og som, da jeg ikke reagerede på deres seksuelle kommentarer, råbte: "Åh, kom nu! Se hvad du har på!"

Jeg hadede mig selv den dag, fordi det første, jeg tænkte, var: 'Okay, den er rød, men der er ingen spaltning, og jeg har strømpebukser på, så jeg ikke har noget ben' - som om spaltning eller ben undskyldte hendes opførsel. Det var den samme kjole, som jeg havde på, da en mand gik forbi og sagde "pupper" under hans ånde. Jeg smed kjolen den dag.

Ikke at skulle beskæftige mig med dette bullshit og alle de andre tilsyneladende harmløse forseelser ind imellem fik mig til at indse, hvor skadeligt det er, hvor uretfærdigt. Disse sidste fire måneders frihed har lært mig, at det, jeg accepterer som livet i London, er uacceptabelt. Jeg er endnu ikke sikker på, om denne erkendelse, denne nyfundne intolerance, er god eller dårlig.

Det eneste jeg ved er, at jeg ikke glæder mig til at finde ud af det.

Mission: Atlas & Støvler

      .