Hvad der rejser mig med en mand om chikane på gaden

Hvad der rejser mig med en mand om chikane på gaden

Jeg sad på trappen i vores Airbnb Studio og snørede mine sneakers til mit første løb, siden jeg forlod London for fire måneder siden. Da jeg bundede løkken, tænkte jeg for sindet: "Jeg håber, at jeg ikke bliver generet."

Og så huskede jeg: Jeg var ikke blevet chikaneret i fire måneder, og den eneste grund til, at jeg havde troet, var, at jeg automatisk er forbundet med chikane på gaden.

Min oprindelige forklaring på den fire -månedlige afdrag var "mænd er forskellige her" - og måske er de, men der er en anden faktor, der kunne give en bedre forklaring: Hver gang jeg var offentligt var jeg sammen med Peter. Fra vandreture, cykling og dykning til slappe af på stranden var Peter ved min side og gav mig ubevidst "beskyttelse", som jeg normalt ikke har.

Tro mig, at feministen irriterer mig at sige dette ("Jeg har en mand, der beskytter mig"), men forskellen var overraskende klar. Uden at tilbringe tid alene i Stillehavet kan jeg selvfølgelig ikke sige med sikkerhed, om roen skyldes Peter eller kun på grund af en mere høflig kultur, men jeg kan sige en ting med sikkerhed: det er forbandet stort.

Jeg bemærkede, at mit liv i London på en eller anden måde var tungere. Jeg følte mig mere dejlig, da jeg gik gennem gaderne, mere opmærksomme, rastløse. Det var ikke bange eller paranoia som sådan; Snarere et lag med forsigtighed.

Det siges, at mænd er mere modtagelige for fysiske angreb på gaden, og jeg er sikker på, at statistikken ikke lyver, men hvad statistikken ikke viser, er den mentale byrde, som de fleste kvinder bærer rundt i deres daglige liv.

Nogle gange er chikane ikke så slemt, og jeg kan joke om det:

To mænd råbte bare på mig fra den modsatte side af gaden. I sidste ende så det ud til, at de kæmpede sammen. Jeg ville ønske, jeg kunne have kodaked det. - Kia Abdullah (@kiaabdullah) 17. september 2012

Nogle gange er det tilsyneladende ufarligt, men stadig irriterende:

Mænd bare fordi det ser ud til at være så ufarligt som "pænt", og du siger, at det roligt ikke betyder, at det ikke er en chikane. - Kia Abdullah (@kiaabdullah) 3. august 2014

Og nogle gange er det absolut modbydeligt, noget som mange mænd aldrig har oplevet. I begyndelsen af ​​dette år skrev Laura Bates (grundlægger af Everyday Sexism) en artikel i The Guardian. I det beskriver hun et patchwork af chikane som en "uge med små nåle".

Da Peter læste det, kommenterede han mildt: "Wow, hun er uheldig." Efter at have læst det første afsnit, havde han sandsynligvis den reaktion, som mange andre mænd-intelligente, kosmopolitiske, godmodige, gentleman-mænd-også havde. Jeg forklarede hende, nej, hun havde ikke noget uheld.

det er det. Jeg har fortalt ham nogle af mine mere skræmmende oplevelser gennem årene (hvoraf de fleste falmede i sammenligning med andre kvinders oplevelser).

Der var den fyr, der fulgte mig fra metrostationen kl. 11.00. Og prøvede at stoppe mig, da jeg skyndte mig efter en taxa. Der var gruppen af ​​unge mennesker, der havde en megafon i deres bil - en megafon - og som, når jeg ikke reagerede på deres seksuelle kommentarer, kaldte: "Åh, kom! Se på hvad du har på dig!"

Jeg hadede mig selv på denne dag, fordi den første ting, jeg troede var okay, det er rødt, men der er ingen spaltning, og jeg bærer strømpebukser, så jeg har ikke et ben ' - som om en spaltning eller et ben ville undskylde hendes opførsel. Det var den samme kjole, som jeg havde på sig, da en mand gik forbi og sagde stille "bryster". Jeg kastede kjolen væk den dag.

Det faktum, at jeg ikke behøvede at tackle denne bullshit og alle de andre tilsyneladende ufarlige lovovertrædelser, gjorde det klart for mig, hvor skadeligt det er, hvor uretfærdigt. Disse sidste fire måneders frihed har lært mig, at det, jeg accepterer som et liv i London, er uacceptabelt. Jeg er endnu ikke sikker på, om denne erkendelse, denne nyopdagede intolerance, god eller dårlig.

Jeg ved kun, at jeg ikke ser frem til at finde ud af det.

Missionserklæring: Atlas & Boots

 .