Expedition Island Pride: Dybhavsressourcer eller miljøødelæggelse?

Expedition Island Pride: Dybhavsressourcer eller miljøødelæggelse?

Fascinerende skatte ligger i dvale i havet: mangan, nikkel, kobolt og kobber, bundet i form af manganknuder, og venter på at blive opdaget. Disse mineraler er af enestående værdi på grund af deres anvendelse i moderne teknologier, især i batterier til elbiler og vindmøller. Muligheden for at høste disse råstoffer i dybhavet vækker lyst og er genstand for aktuel forskning.

En dybdegående analyse af de mulige miljøpåvirkninger af råstofudvinding finder i øjeblikket sted ombord på forskningsekspeditionen "Island Pride". ARTE-reporter Michael Stocks og hans kameramand er det eneste filmhold, der ledsager satsningen og dokumenterer afprøvningen af ​​en stor undervandshøster, der har til formål effektivt at dyrke havbunden. Imidlertid henledes opmærksomheden på de kontroverser, som forskellige videnskabsmænd har givet udtryk for. Mange forskere frygter, at udvinding af manganknuder alvorligt kan forstyrre den sarte marine økologi, hvilket fører til ophedede diskussioner i det videnskabelige samfund og videre.

Debatten om råstoffer fra havet

Der er forskellige tilgange til emnet dybhavsminedrift rundt om i verden. Mens Tyskland, som har en licens i Clarion-Clipperton-zonen mellem Hawaii og Mexico, har erklæret et moratorium for dybhavsminedrift for at forske i de økologiske konsekvenser, er mange andre lande og virksomheder skeptiske over for sådanne restriktioner. Ifølge Federal Institute for Geosciences and Natural Resources kunne Tyskland dække 6% af sit kobberbehov, 51% af sit nikkelbehov og endda 80% af sit koboltbehov ved at udnytte disse mineralressourcer.

Den Internationale Havbundsmyndighed (ISA) planlægger at etablere regler for dybhavsminedrift om sommeren. Dette sker på baggrund af stigende interesse, da over 20 medlemslande af ISA, såvel som store virksomheder som BMW, Google, Samsung og Volvo, udtrykker en fælles interesse i havressourceminedrift. I mellemtiden har Japan allerede erhvervet licenser og planer om at udvinde sjældne elementer i sin økonomiske zone, hvilket potentielt betyder, at landet kan sikre sine råmaterialeforsyninger i årtier. Japan støtter ikke et moratorium og forfølger derfor aggressiv udnyttelse af sine marine ressourcer.

Situationen i Tonga

Ø-staten Tonga har også ambivalente syn på dybhavsminedrift. Regeringen samarbejder med en virksomhed for at udnytte muligheden for at udvinde manganknuder for at rehabilitere det skrantende budget. Fiskerne i området giver dog udtryk for bekymring og frygter, at dette kan have en negativ indvirkning på fiskebestandene og turisthvalsafari. Et civilsamfundsforum opfordrer endda til et forbud mod dybhavsminedrift, mens Geological Survey ser økonomiske muligheder i Tonga. Tonga kunne tjene op til 2,50 USD pr. ton løftede manganknuder, med potentiel minedrift på op til tre millioner tons årligt.

Debatten om dybhavsminedrift holder ikke kun forskere, regeringer og virksomheder på højkant, men rejser også spørgsmålet om balancen mellem teknologiske fremskridt og miljøbeskyttelse: Hvor meget er vi villige til at risikere for vores råstoffer, og hvilken fremtid ønsker vi at skabe for havene? Et svar på dette afventer stadig, da "Island Pride"-ekspeditionen kommer til bunden af ​​naturen.

Yderligere information findes på prisme og daglige nyheder.