Ting min mor sagde: tosprogethedens gave

Ting min mor sagde: tosprogethedens gave

Sidste år opdagede en af ​​mine venner, at mine forældre aldrig havde lært engelsk, selvom de flyttede til England i 1969.

Han løftede et skævt øjenbryn. "Men du taler det så godt," sagde han med et frækt smil, der trak i mundvigene, mens han hånede dem, der så storsindet havde givet mig den samme kompliment tidligere.

Han, en britiskfødt asiat som mig, vidste, at der ikke var nogen grund til, at jeg ikke talte engelsk godt. Jeg er trods alt født, opvokset og uddannet i England.

Måske skulle jeg ikke være skarp med komplimenten. Engelsk er jo mit andet sprog, selvom jeg skriver, tænker og drømmer på det (og kun på det).

Mit første sprog eller "modersmål" er bengalsk, og selvom det var overladt til samtaler med min mor, er jeg taknemmelig for, at jeg har det. Det låner bestemt fra engelsk, men dets unikke dagligdags udtryk og vendinger bringer en rigdom til mit liv, som ellers ville mangle.

Som forfatter (og også som læser) noterer jeg ofte særligt smukke sætninger.

[Det er] den slags latter, der ikke har nogen lunger bag sig. Det lyder mere som raslen fra nedfaldne blade.

Du kan høre den latter, ikke?

Demens vandrer rundt i sindets gange og slukker lyset. Og det mørke, der er tilbage, er ofte fyldt med fantomfrygt.

knitre. Hvilket ord!

Jeg læser ikke på bengali, men min mor siger af og til noget vidunderligt ydmygende eller morsomt på en måde, der ikke kan oversættes til engelsk.

Amar shoril ekere kulya zargi

Den bogstavelige oversættelse er "min krop åbner sig", den bedste oversættelse er "min krop går fra hinanden i sømmene", men ingen af ​​dem fanger det gribende hos en kvinde, der sørger over tabet af sit helbred.

I en helt anden stemning bemærkede min mor engang:

Tai ekshor fon gontor farborni

Denne vidunderligt ætsende fornærmelse blev slynget mod en særlig dyster nabo. Udtrykket - "som om hun kunne tælle hundrede pund" - er ikke nær så ætsende på engelsk. Nuancen og biddet går fuldstændig tabt i oversættelsen.

Begivenheder som ovenstående minder mig om, hvor heldig jeg er at tale to sprog, hvor heldig jeg er at kunne få adgang til ordene fra et andet land på et andet kontinent på et indfald og bruge dem til at fordreje en charmerende sætning eller udskære en skærende fornærmelse.

Disse lejligheder får mig også til at beklage de linjer, jeg aldrig vil læse. Hvor må det være en fornøjelse at læse Gabriel Garcia Marquez på sit eget sprog. Jeg prøvede det en gang, men gav op, da jeg indså, at mit spanske ikke var nær godt nok. Jeg øver mig stadig, men jeg er bange for, at jeg aldrig når et punkt, hvor jeg kan nyde sprogets forviklinger eller de uoversættelige ædelstene, der bringer mig så meget glæde på bengali.

alt=“Sikke en fornøjelse det må være at læse Gabriel Garcia Marquez på sit eget sprog”>DrømmetidHvor må det være en fornøjelse at læse Gabriel Garcia Marquez på sit eget sprog

Hvis det var muligt at opfordre ensprogede til at lære et andet sprog uden nedladenhed, ville jeg gøre det. Jeg har nydt godt af en af ​​de bedste statslige uddannelser i verden, men jeg tror på, at den svigter os sprogligt.

Man behøver kun at rejse til Norge eller Schweiz for at se, hvordan et andet sprog kan læres problemfrit ved siden af ​​et førstesprog. Vi i Storbritannien, USA, Australien eller ethvert andet engelsktalende land i verden kan få store fordele ved at lære et andet sprog.

Tosprogethed og flersprogethed åbner op for jobmuligheder i udlandet, giver et væld af kognitive fordele, gør rejser lettere og styrker endda økonomien. De forbedrer opfattelsen, beslutningstagningen og kan endda forbedre engelsk.

Plus, måske bedst af alt, kan de hjælpe dig med at lave lækkert formulerede fornærmelser til dine idiotiske naboer – og hvem vil ikke gerne have det?

Mission: Dreamstime

      .